For ca. 500 år siden var man kommet til et kritisk punkt. På det tidspunkt havde man et verdensbillede, der sagde, at jorden er flad og centrum i universet. D.v.s. at solen og planeterne roterer omkring jorden i fuld overensstemmelse med observationerne. Dette verdensbillede var over en periode på mere end 1000 år blevet mere og mere indviklet for at kunne forklare de observerede bevægelser.

Så opstod den idé, at jorden ikke er flad men rund og Kopernikus påstod, at solen er centrum - ikke jorden. Og det var dengang omkring 1500 tallet meget svært at forstå og mødte derfor stor modstand. Da forståelsen endelig kom, banede det vejen for mange nye muligheder og fremskridt.

Der skete en bevidsthedsændring, som resulterede i udviklingen af den mekanistiske tidsalder via Galilæi, Kepler, Newton for bare at nævne de mest kendte. Først ca. 200 år senere, i slutningen af 1600 tallet, blev den nye model accepteret takket være Newtons sammenfattende teorier.

Den mekanistiske tidsalder accelerer fra 1800 tallet og op til vor tid, hvor den nuværende industrielle tidsalder begynder, og hvor opdagelserne tager fart. Det er kun det man ser og kan veje og måle, der er virkelighed.

Men i begyndelsen af 1900 tallet kommer nogle helt nye impulser idet Einstein, Bohr, Heisenberg m.fl. begynder at se på tingene på en helt ny måde. Og denne nye måde er egentlig starten til der, hvor vi er idag, hvor den holistiske tankegang vinder indpas på bekostning af den mekanistiske.